Info til boligsælgere

Hvordan får jeg solgt min bolig?
Første skridt er at få så mange som muligt til at blive opmærksomme på, at din bolig er til salg. Villa Vista er medlem af et professionelt netværk af ialt godt 600 ejendomsmæglere på Costa del Sol. Sætter du din bolig til salg hos Villa Vista, lægger vi den ud på dette netværk. Henvender en kunde sig til en anden mægler end Villa Vista og matcher din boligs karakteristika og de ønsker kunden måtte have til sin kommende spanske bolig, kommer billeder og informationer om din bolig frem på mæglerens skærm og Villa Vista vil blive kontaktet med henblik på fremvisning. Boligkøbere vil også selv kunne finde frem til din bolig via netværkmæglernes hjemmesider. Vi vil naturligvis også lægge den op på vores egen hjemmeside under udvalgte boliger og markedsføre den på de sociale medier.

Udover at prisen skal være rigtig i forhold til lignende boliger i samme område, er det meget vigtigt at billederne viser boligen fra sin bedste side. Mange billeder af ejendomme som ligger på nettet er mørke, uskarpe og har et gulligt skær over sig. Hos Villa Vista lægger vi meget stor vægt på at tage kvalitetsbilleder af din bolig, således at den potentielle boligkøber får lyst til at se nærmere på boligen. Billederne skal få din bolig til at skille sig ud fra de mange, mange andre boliger der er til salg i markedet netop nu.

Sætter du din bolig til salg hos Villa Vista på en 4 måneders eksklusivkontrakt, kan vi tilbyde 50% rabat på advokathonoraret, såfremt vi finder en køber til din bolig. Vi følger iøvrigt princippet "solgt eller gratis".

Kontakt Villa Vista og få en snak om hvordan vi bedst får solgt din bolig. Vi dækker området fra Benalmádena til Marbella på Costa del Sol.

Skal jeg betale kapitalvindingsskat, når jeg sælger min bolig i Spanien?
Hvis du har opnået en fortjeneste ved salget, skal der betales skat af denne, den såkaldte kapitalvindingsskat (renta derivada de  transmisiones de bienes inmuebles).

For salg af fast ejendom fra den 1. januar 2015 gælder følgende:
Fortjenesten opgøres ved at beregne differencen mellem en reguleret salgspris og en reguleret købspris. Den regulerede salgspris er den aftalte salgspris fratrukket de udgifter man har haft i forbindelse med salget, typisk ejendomsmægler- og advokathonorar og jordværdistigningsafgiften (plusvalía). Den regulerede købspris er den pris man i sin tid betalte for ejendommen tillagt de udgifter man afholdte i forbindelse med købet, typisk notar- og advokathonorar, tinglysningsafgift og overdragelsesafgift (Impuesto sobre Transmisiones Patrimoniales, ITP). Hvis man da man købte boligen aftalte med sælger, at man accepterede at afholde jordværdistigningsafgiften, kan man også lægge denne til. Udgifter til forbedringer af boligen kan fratrækkes differencen, men ikke vedligeholdelsesudgifter.

Hvis sælger er ikke-resident i Spanien, skal køber tilbageholde 3% af købesummen. Sælger modtager derfor kun 97% af købesummen. Dette gælder uanset om køber er resident i Spanien eller ej. Disse 3% skal køber indbetale til det spanske skattevæsen som et akontobeløb for sælgers eventuelle kapitalvindingsskat. På denne måde sikrer det spanske skattevæsen sig, at kapitalvindingsskatten bliver betalt. Køber skal udfylde skatteformular 211 og indbetale beløbet senest 1 måned fra skødedatoen. Sælger modtager en kopi af formularen og beregner kapitalvindingsskatten, som deklareres på skatteformular 210, og indgiver denne til det spanske skattevæsen inden for en frist på 4 måneder fra skødedatoen. Overstiger de 3% af købesummen sælgers kapitalvindingsskat, bliver differencen tilbagebetalt til den konto, som sælger har anført på skatteformular 210. Som noget nyt er det blevet muligt at få beløbet overført til en udenlandsk bankkonto.

Hvis den ejendom du nu sælger blev købt mellem den 12. maj 2012 og den 31. december 2012, skal der kun betales kapitalvindingsskat af halvdelen af fortjenesten.

Hvis ejendommen blev købt før 31. december 1994 gælder helt særlige beregningsregler for kapitalvindingsskatten, som kan reducere denne væsentligt.

Kapitalvindingsskatten udgør 20% af fortjenesten ved salg foretaget i perioden fra 1. januar 2015 til 11. juli 2015 og 19,50% ved salg foretaget i perioden fra 12. juli 2015 til til 31. december 2015. Procentsatsen nedsættes til 19% for salg foretaget fra 1. januar 2016.

Særlige regler for residente sælgere: Er sælger resident i Spanien, betales skat af fortjenesten via den årlige selvangivelse. Er det ens primære bolig der sælges, kan sælger undgå at betale skat af fortjenesten, hvis alle pengene som salget indbringer bruges til at købe en anden primær bolig. Residente sælgere over 65 år er ligeledes fritaget for at betale skat af fortjenesten, hvis boligen har tjent som sælgers primære bolig. Boligen betragtes som værende primær i skattemæssig henseende, hvis man har boet i den i 3 år forud for afhændelsen.

Seneste opdatering: 05.02.2017

logo villavista
Kontakt os
Følg os

Esta dirección de correo electrónico está siendo protegida contra los robots de spam. Necesita tener JavaScript habilitado para poder verlo.